Hvad ingen fortæller dig om tiden efter opsigelsen
Du pakker dine ting. Giver hånden. Og går ud ad døren med en fratrædelsesordning på 5–6 måneders løn – plus en fratrædelsesgodtgørelse på måske 15–20.000 kr. i stedet for et outplacementforløb.
For du skal nok finde et job selv. Og den skattemæssige fordel – den er da ikke helt skidt.
Det føles egentlig ret okay. Næsten fornuftigt.Måske tænker du noget i stil med:
"Jeg har tid nok. Jeg er dygtig nok. Og mit netværk er stærkt."
Så nu skal jeg lige lande
Og det er helt fair – for hvem ville ikke blive ramt af en opsigelse? Du er for pokker bare et menneske. De første 2–3 uger går med at komme ned i gear og trække vejret igen.
Uge 4, 5 og 6 glider stille forbi. Uden at der rigtig sker noget. Og før du ser dig om, er der gået et par måneder – uden at netværket er aktiveret, CV'et opdateret eller den første ansøgning sendt.
Overraskelsen rammer
Du begynder at aktivere netværket. Skriver til folk og inviterer dig selv på kaffemøder. Du sender måske endda et par ansøgninger.
Og så sker der noget, du ikke helt havde forventet.
Stilheden.
Pludselig blev der bare helt stille.
Svar begynder at udeblive og kaffemøder, der ellers var planlagt, bliver udskudt. Du har sendt 7–8 ansøgninger afsted, men har endnu ikke hørt tilbage fra de 3 – selvom ansøgningsfristen er overskredet med et par uger. Derfor bruger du eftermiddagen på at skrive et godt LinkedIn-opslag, som du poster dagen efter. Men det undrer dig, at der kun kommer 3 kommentarer og 8 likes – og kun én er fra Kim, din gode gamle kollega, som heldigvis ikke havnede der, hvor du lige nu sidder.
Alene derhjemme med din arbejds-PC, som du stadigvæk har til låns et par måneder endnu.
Det er ikke, fordi du ikke er god nok. Det er, fordi dit netværk sandsynligvis primært består af tidligere kolleger og en håndfuld kunder – og de eksterne relationer er ikke blevet plejet nok, mens du havde travlt med at være en loyal medarbejder og følte dig sikker i jobbet.
Måske tog du heller ikke altid tid til at hjælpe andre, der stod i en svær situation – og det er der jo ikke noget unormalt i, når hverdagen kørte og alt føltes trygt.
Den erkendelse kan gøre ondt. Men den er vigtig – og værd at tage med videre.
Selvværdet bliver udfordret
Du har fået et par afslag. Og ikke de neutrale slags – men dem, der sidder lidt:
"Du er nok lidt for tung til stillingen." "Vi er bange for, at du vil kede dig." "Du har for meget erfaring."
Motivationen begynder at vakle. Den der grønne ring på LinkedIn – skal du aktivere den? Hvad vil de tænke? Dine tidligere kolleger. Din gamle chef.
Og så var du en smut i byen med Kim i weekenden – din gamle kollega, som du ikke har set siden du stoppede. Hyggeligt, som det altid har været. Men spørgsmålet kom alligevel et par gange: "Hvad laver du så nu?"
Det gør mere ondt, end du havde forventet.
Det er ikke et tegn på, at du er svag. Det er et helt normalt forløb for mange kompetente mennesker, der pludselig finder sig selv udenfor.
Den sidste løn tikker ind på kontoen
Du har måske været til 4–5 samtaler. Sendt 20+ ansøgninger. Og nu er den sidste løn kommet på kontoen.Det er her, mange beskriver det som den hårdeste periode. Ikke fordi der ikke sker noget – men fordi troen på, at det snart vender, for alvor bliver testet. Selvværdet har fået et knæk. Søvnen er ikke den samme. Og du har fundet ud af, hvem i dit netværk der faktisk rykker – og hvem der ikke gør.
Hvad gør du nu?
Det første og vigtigste råd jeg kan give dig er: kom i gang inden for de første 2–3 uger. Ikke fordi du skal stresse – men fordi det er langt sværere at aktivere netværket, når du har stået udenfor i 4–5 måneder, end når du er ny og frisk i markedet.
Opret dit CV på Jobindex og andre relevante jobsites. Måske ræk også ud til et par rekrutteringsbureauer – det koster ingenting og kan åbne døre, du ikke selv havde på radaren.
Og tag din LinkedIn-profil seriøst. Med det mener jeg 100% opdateret – ikke næsten. Tjek dine privatlivsindstillinger, så det er nemt at finde og kontakte dig. For LinkedIn er dit vigtigste digitale visitkort. Ikke dit CV.
Og så er der noget, mange undervurderer: jobsøgning er en faglighed i sig selv.
Det handler ikke kun om at sende ansøgninger.
Det handler om at reflektere over, hvad du skal bruge resten af arbejdslivet på.
Det handler om at kunne sætte ord på hvad du god til – og få det ud i et struktureret CV.
Det handler om at aktivere netværket og skabe online synlighed.
Det handler om at dygtiggøre dig indenfor dit felt.
Og vigtigst af alt: at få skabt en god struktur i hverdagen, arbejde med uopfordret jobsøgning og bruge de tilgængelige værktøjer rigtigt.Jo mere konsekvent indsats – jo kortere tid udenfor.
Der er lys forude …
For der kommer som regel altid noget godt ud på den anden side af en opsigelse. Men det kræver, at du holder strukturen i hverdagen, bliver ved med at søge og ikke holder op med at aktivere netværket – også når det føles som om, der ikke sker noget.
Og vigtigst af alt: stol på, at det du gør er rigtigt. Stop med at bruge energi på, hvad andre tænker. For du har alt at vinde og intet at tabe. Tænk kreativitet ind i din jobsøgning. For det er tit de mindste nuancer og indsatser i din jobsøgnign – som ofte ender med at gøre den store forskel.
Men du behøver ikke klare det helt alene
Stilheden efter en opsigelse er en reel udfordring – og det er noget, rigtig mange i Jobsøgnings Q&A netværket kender alt for godt. Men den kommer sjældent alene. Den kommer med ensomheden. Den økonomiske usikkerhed og et overskud, der bliver mindre og mindre, jo længere tid der går. Det ved jeg, fordi jeg hører det igen og igen fra dem, jeg møder. Kom til et af vores kommende Jobsøgnings Q&A webinarer. Det er gratis, uformelt og fyldt med mennesker, der ved præcis, hvordan det her føles indefra.
For det er okay at bede om hjælp.
Det er faktisk mere end okay.
Så start med at tilmelde dig via Jobsøgnings Q&A og anmod om at blive en del af vores lukkede Q&A netværksgruppe på LinkedIn.

